18
Der gikk en Jente langsomt Vangenjordet opp,
slog ind paa Kirkeveien, men stanset, da hun
skulde Kirken forbi. Stod længe og lyet til
Larmen dernord ved Leikarvolden, gik et Par
Skridt og stanset igjen. Hun hadde blommet
Silkehue, der hun stod; det lyste paa hendes
gule Haar i Sommerskumringen; hun stod der som
en Blomst staar i en Eng ved Kveld og venter.
Hun saa opp mot Kirken, som stod der natsvart og taug; hun foldet Hænder fremfor Bringen og mumlet Bøn med Hodet bøiet, saa hendes Hake rørte Søljen paa hendes Barm; saa bøide hun blygt sit Knæ og gik videre fremover Kirkeveien mot Leikarvolden.
Det var Ingvild Moumb, som kom.
Og den lille Tvil, som hadde stanset hende, da hun gik Kirken forbi, var hendes lille Angst for Præsten, Hrr. Simon; thi af ham hadde hun for et halvt Aar siden for første Gang faaet Guds hellige Legeme og Blod og hørt hans indstændige Tale, at hun skulde holde sig i Bøn og Herrens flittige Paakaldelse for Verdens letfærdige Væsen ren; men den stærke Længsel, som drog hende til Leikarvolden, saa hun uten Lov gik dit Søndagskvelden, skjønt Storvadet over Aaen endnu var stridt at vade, det var hendes hemmelige Attraa efter ham, Spillemanden, Gunnar Hangard, Gangargutten, som han i Bygden kaldtes. Thi han var altid i hendes
