143
Tvende Gange hadde han sendt hende Bud
med Olle Dreng; men begge Gange var der kommet
Svar, at hun var ey hjemme! — Skulde hun
mod hans Tro og Tanke om hende ville svige?
Kan hænde var hun tagen til Echappen over Fjeldene
til Sverige, som det hændte, at somme Misdædere
gjorde, — at unddrage sig fra retfærdig
Straf og Livs Fortabelse! Han saa ellers gjerne,
at saadant hadde kunnet hænde; thi han blødet i
sin Sjæl af Forbarmelse for saa stor en Ungdom
og saa fager en Pige! Men — var hun echapperet
nu, da han for Retten indestod med sit Ord
for hende, da vilde al Verden sige, at der var
nogen syndig Elskov mellem ham og hende som
mellem Hrr. Lasse og Kirsti Moumb, hendes Moder,
tilforn, og han kunde komme om sin Hals
derfor! Sligt Rygte maatte for Gud i Himmelens
Skyld ikke faa gro og vokse!
Derfor sat han da og skrev hele Timen frem, Hrr. Simon, og kjendte hele Tiden et hemmeligt Nag for dette.
— — Der kom nogen Trappen opp, tunge Trin! Hrr. Simon la Pennen og fôr sammen. Det var hende! Hvergang nogen kom, syntes han i den sidste Tid, at hende maatte det være.
Døren kom forsiktig opp; Madame Ragnhild traadte ind.
