139
af Harme, og krævet for tredie Gang paa denne Dag Respekt for Kongens Ret.
«Hin Sag har intet her at skaffe,» ropte han. «Og forbydes Enhver at tale videre herom paa Thinge. Saa meget mere som Hrr. Lasse udi sin Ulykke blev kjendt for Tiltale fri!»
Gammel-Ragnhild, som nu igjen var blek, flyttet sin Stav frem, denne Gang som for Støtte.
«Nei,» sa hun, som blødde hun indvortes af Sorg. «Ingen her kjender honnom fri!»
Atter vendte Liv Borch, Embedsmanden, sig mot Lagretten, spørgende. Men de sat tause, og den hele Stue var med ét Slag taus som de. Anden Gang idag hadde Skriveren mødt hin tætte Mur af Taushet, Dalens Dom, dens Værn om sig selv mot Uret af fremmed Vælde. Han satte sig og begyndte at blade i sine Papirer.
«Ragnhild Nordsét,» sa han om lidt. «Du est anklaget af flere for Trolddoms Konst og Faren til Blaafjelds tillige, men negter dette paa Trods at bekiende. Saadant baader dig lidet. Jeg har Magt at tvinge dig dertil!»
Ragnhild Nordséts Ansikt hadde stor Ro.
«Nei, Skrivar,» svaret hun. «Det har Du itte! Je ska snart aat Jorden lel, saa me’ mei faar Dø gjøra søm Dø vil; men» — her løftet hun sin gamle Haand og hyttet — «brænder Dø opp a Ingvild aa Mor hinnes aa kanskje detta stakkars
