138
er og Vidnesbyrd, at bemeldte Jens Nederboelstad udi sin Dødsstund har klaget sit Liv paa dig, at Du har forgiort hannem med de Pokers Pestilents, hvoraf han døde!» Skriveren skjøv Papiret hen til Fogdens Fuldmæktig, som tok imot.
Ragnhild Nordséts Ansigt var pludselig blit rødt under det hvite Haar. Øinene bleknet som paa en Rovfugl, naar den vil hugge; Hodet kom tilbake. «Aa-nei, Skrivar!» sa hun. «Hain Jens hain døe taa i ainna Sjuke: Hain lett ailler Kvindfolk faa gaa i Fred!» Hun hugg Krokstaven i Gulvet fremfor sig.
«Det er itte bære simpelt Folk, søm tær Døen paa sei taa slikt! Præsten, hain Gælen-Lasse, ska ha sammaa Sjuke, seier døm. Ho er itte langt unda ho, søm kain gjøra E’en sin paa det!»
Det var, som om et Lyn var slaaet ned. Historien om Hrr. Lasse Swantes Forsøk paa Vold mot Kirsti Moumb hadde i sin Tid tændt hele Dalens Harme i Flamme; det hadde ulmet i aarevis som Brand i Skogsbotten bakefter, da Hrr. Lasse var gaaet fri for Tiltale, trods Kirsti Moumbs Tilbud om sin Salighets Ed; nu brøt det hele opp som i et Lynslag. Gammel-Ragnhild hadde vidst at hugge, saa det traff. Hele Thingstuen stod i Larm. Besindige Mænd talte høit; Kvindfolk ropte.
Da reiste Skriveren, Hrr. Liv Borch, sig, blek
