136
Liv Borch brøt af.
«Al hemmelig Hjælp, som ey taaler Dagsens Lys, kommer ikkun ved Diefvulens Magt, om man har sig til ham forsoren,» sa han afgjørende og la Haand paa Bord.
Da smilte Ragnhild Nordsét anden Gang. «Ailler har je hørd,» svaret hun, «det god Hjælp kôm fraa Faen sjøl, aa itte skuille Øverheta, bedste Hjælpa vi har, seie slikt!» — «Ho, søm kjem fraa sjølve Gud,» føiet hun til. «Ja, saa seier Præsten!» — Hendes Øine stod stærke paa Hrr. Simon. Hun flyttet Fot saa smaat og kom Skriveren nærmere. «Je traatter itte det, søm vondt er,» sa hun, og den gamle Stemme skalv; «aa ailler ska naaen seie mei paa, det je ha sætt vondt aakke paa Folk heil Krøttør!»
Skriveren smilte, et litet haansk Smil. Han hadde et Papir i sin Haand.
Da brandt det til, heftigt, i Gammel-Ragnhilds mørkblaa Øine. Hun pekte med sin Haand henover Bænken, der Lagretten sat.
«Der sitt tolv Karer tur Bygden,» sa hun skjærende. «Spør døm om dét!»
Skriver, Fuldmægtig og Præst vendte sig som én Mand og stirret paa Lagretten; Skriveren rakte sin Haand frem. Men ingen af de tolv Mænd talte. Som en Mur sat de der tause og saa ned paa Retsbordet fremfor sig, Dalens gamle Had til
