ANDET KAPITEL
Junikvelden var lys med dæmrende Stjerner. Luften stod svanger af svindende Dag; blekblaa drømte den over de gransvarte Lier. Under Bergbakkerne stod Kirken som et Taarn af Nat midt i den blomsterdrømmende Dal; Elvesusen fra Rena-Aa sang som Stillhetens levende Sjæl; Gaardene laa i dormende Klynger og hørte tause derpaa.
Men nordenom Kirken, paa den gamle Leikarvold ret under Hauggaardenes Jorder, var der Larm og Liv. Felelaat klang i Kveldskjøligheten, Tramp af Sko paa Muld. En og anden Tyribrand svang luende opp i det graa, kastedes og sluknet, flammet opp og blev svungen paany. Latter af Mænd, Kvin af unge Jenter; den singlende Sang af Langeleik mellem Felehuggene. Af og til en skarp gammel Kvindfolkstemme som et kjøligt Hui ind i Sommervildheten. Og saa Skoggerlatter af mange derefter.
Det var Øverbygding paa Leikarvold efter gammel Sæd og Skik Søndagskveldene.
2 — J. B. Bull: Blaafjeld.
