132
Indstævnte, Gamle Ragnhild Nordsét, frem. Og som hun la Krokstaven og reiste sig for at gaa frem, hadde Marthe Berge sagt, høit, saa det hørtes af alle i Stuen: «Der kjem reitte Troillkjærringa; hoill dø aat hinner!» Gamle Ragnhild Nordsét hadde stanset og vendt sit Hvitugle-Hode med de kvassblaa Øine mot Marthe Berge.
«Akt dei, Du Marthe,» hadde hun svaret. «Finns det Troillkjærring ti Bygden, saa er det fuill Du, aa itte je!» Da var hin store Larm steget. Og Marthe Berge hadde ropt imellem dem alle, saa det sang: «Faen ska fara levandes i den, som seier slikt om mei, aa det gjør’n fuill au snart!» Og Larmen var stegen til Storm derinde.
Nu reiste Skriveren, Hrr. Liv Borch, sig, rød i sit Ansikt. «Respekt for Retten,» skrek han og slog flere Slag med sin Klubbe i Rettens Bord. «Hvert usømmeligt Ord, her siges, bliver ført til Protokolls! I har at tage Eder i Agt I baade! Ja I alle!»
Han satte sig, og Larmen døde langsomt hen. Men Marthe Berge mumlet videre:
«Ja, døm faar agte sei naaen hver, som seier slikt om kristent Folk!»
Ragnhild Nordsét snudde endnu en Gang sit Hode.
«Kristent Folk — Du!» sa hun og lo. Saa gikk hun frem for Rettens Bord. Stod der med sin
