131
«Lad hende fratræde, Eders Velbaarenhed; jeg
tror mig god at faa hende siden til fuldt at bekiende.»
Hrr. Liv Borch saa opp paa Hrr. Simon.
«Paa Eders Ord,» svaret han sagte. Saa vendte han sig mot Ingvild Moumb, som endnu hulket.
«Indstævnte kan fratræde for dennesinde,» sa han.
Ingvild vendte sig langsomt, men blev staaende, hjælpeløs.
Da gikk Præsten, Hrr. Simon, like hen, tok hende vart om Skulderen og førte hende ut gjennem Mængden, som veg, mens en hviskende Sus af Befrielse langsomt fyldte Rummet.
Hrr. Simon fulgte Ingvild like til Grinden, hvor han stanset.
«Gak nu hjem,» sa han lindt, «og gjør dit Regnskab op med din Gud! Kom saa til mig derefter at fortælle som sandt er — om du haaber Salighed for din Sjæl!»
Han fandt hendes Haand.
«Lover Du mig dette?»
Kirsti Moumb saa opp paa Hrr. Simon.
«Ja,» hvisket hun i sin Kvide.
Da Hrr. Simon igjen kom ind i Thingstuen, hørte han stor Larm af mange Stemmer derinde. Skriveren hadde netopp kaldt den sidste af de
