130
Der kom intet Svar. Ingvild Moumbs Læbe drog
sig saart opp til Siden som ved begyndende Graat,
men sank atter. Hun taug.
Skriveren gjentok sit Spørgsmaal, stærkere:
«Har Du Jonsoknatten været til Blaakolls og givet dig onde Magter i Vold?»
Da brast hun pludselig i heftig Graat og gjemte Ansiktet i sine Hænder.
Skriveren ventet længe; Lagrettesmændene sat som Støtter og saa ned; der var noget blødende i den store Taushet, som var falden.
Endelig talte Skriveren igjen.
«Har Du Tilstaaelse, mit Barn,» sa han, «saa tal ud! Det baader din Sjæls Frelse bedst. Hvad bedrev Du i Skoven Jonsoknatten?»
Kirsti Moumb løftet sit forgrædte Ansikt. Øinene søkte Præsten Hrr. Simon som efter Raad, men gled straks bort; saa brast hun anden Gang ut i den voldsomste Hulken, som aldrig tok slut.
Skriveren sat der raadløs og saa ned; Kirsti Moumb hadde reist sig, likblek, og en Kjærringstemme borte ved Døren sa høit i Stillheten: «Nei dette traatter je itte!» Det var gamle Siri Bjørngard, som slet sig ut af Trængselen, fremover mot Døren og ut. Sveden stod hende paa Panden.
Da reiste Præsten Hrr. Simon sig og gikk frem til Skriveren, blek i Ansiktet. Han bøiet sig over Liv Borch og hvisket:
