127
«Men det Nøtehaar, som Du afstrøg, hvor gjorde
Du af det?» Sorenskriveren sat like ved, da han
spurgte, og hun fornam hans Aande.
Kirsti Moumb flyttet sig lidt. Hun var drivhvit.
«Je grov ne det,» hvisket hun.
Skriveren nikket.
«Hvor? Paa hvad Sted?» sa han.
Kirsti Moumbs Hode sank.
«Paa Kjerkjegarøm! — Saa vi itte skuille faa Blosotta.»
Skriveren, Hrr. Liv Borch, drog Aanden, seirende, og saa sig om i Dødsstillheten. Man hørte den ivrige Skrapen af Fogedfuldmæktigens Pen henover Papiret i Protokollen.
«Koen havde saalunde været til Blaafjelds, og Du kjendte dertil?» Skriveren talte lavt og hedt.
Da saa Kirsti Moumb op.
«Je trudde det bære,» svaret hun.
«Du vidste det!»
Der kom intet Svar. Kirsti Moumb bare saa fjernt hen for sig; noget stridt, sténhaardt steg i hendes rødsprængte Øine, Fjeldfolkets ubændige Trods, naar Taalmodets ytterste Grænse er naaet.
Liv Borch fortsatte.
«Naar kom Du og din Datter tilbage?»
«Om Natta engaang.»
«Hvad Tid om Natten?»
