122
Hrr. Simon nikket alvorlig og drog et Suk.
Saa førte Lensmanden Karen Moumb, som graat,
hen til ham. Hrr. Simon bøiet sig over hende
og hvisket nogen dæmpede Ord. Da snudde hun
sig med de smaa knyttede Hænder fremfor Øinene
ind mot ham.
Nu talte Skriveren igjen.
«Indstævnte Kirsti Moumb,» sa han og saa over mot hende. «Behag at træde frem.»
Kirsti Moumb saa paa Ingvild, sin Datter.
Saa reiste hun sig langsomt og gikk frem. Hun var drivhvit i Ansiktet.
Hrr. Liv Borch satte sig tilrette i Høgsætet; hans faste, stærke Hænder laa plantede paa Rettens Bord.
«Kirsti Moumb,» sa han streng. «Du har hørt din lille Dotters Vidnemaal, at hun klager dig an for sammen med hende, din Dotter Ingvild og Kvinden Ragnhild Nordsét at have redet til Blaakolls Jonsoknat sidstleden paa Eders Sæter Veundaasen udi Østfjeldet. Tilstaar Du saadant?»
Der var igjen dødsstille i Thingstuen. Borte fra Bænken, hvor Gammel-Ragnhild Nordsét sat, kom tre tørre, haanske Latterstøt, som straks taug; et gammelt hvidt Ansikt saa sig om mellem de nærmeste.
Skriveren slog kvasst med sin Klubbe i Bordet til Respekt for Retten og laante Gammel-Ragn-
