120
kol og pekte. Saa vendte han sig mot Bygdelensmanden Jacob Larsen Sørhaugen.
«Lad Indstævnte Karen Moumb træde frem,» sa han.
Lensmanden gik hen til Vechl-Karen, som sat paa Bænken tilvenstre ytterst, der hvor Lensmandsdrengen stod Vakt.
«Du lyt kommaa frampaa,» sa han lavt. Han tok hende ved Haand.
Hun saa opp, liten og rædd, men fulgte.
Tausheten i Rummet blev uhyre, næsten skjælvende, da den lille Pike var naaet frem og stod der alene foran Rettens Bord. Al Lytten rykket lydløs nærmere; alle Aandedræt taug.
Skriveren bøiet sig igjen over mot Fogdens Fuldmægtig.
«Behag at oplæse Indstævntes Bekiendelse,» sa han høit.
Hrr. Hans Christensen, Hrr. Johan Steinkuhls Befuldmægtigede, reiste sig og læste.
Men som Ord faldt efter Ord og Bekjendelse fulgte Bekjendelse i Stillheten, var det, som om hele Dalens begjærlige Forventning fra før efterhaanden blev fyldt til Randen, med Undren, Harme, Afsky og Gru, med Tilstaaelsens Taushet over sine syndefulde Hemmeligheter. Der rørte sig ikke en Haand; der flyttet sig ikke en Fot. Bare at der suste som Hvisken gjennem Rummet, da Kirsti
