119
at hun ikke faar tale med dennem. Det er af stor Importance!»
«Ja, Eders Velbaarenhed!»
Der gik en braa, undrende Mumlen hen over Thingtunet, da Karen Moumb kom graatgrimet ut fra Svalen og smøg hen til sin Mor, men blev hentet tilbake af Lensmanden og atter ført ind. Da saa Lagretten straks efter vinkedes ind og Døren til Thingstuen blev slaaet opp, var det medét, som om en Tømmerdam var sprungen, en Lunne løst og en hel Elv fosset dundrende ind.
Lagretten og de Indstævnte slet sig gjennem Mængden frem til sine Pladser; der var en Trængsel af varme Kroppe, et Trykk af Aksler og Albuer, et Dønn af stærke Stemmer; der var en Mur af Mænd, som presset paa gjennem Døren, og en Tyngde af Kvindfolk og Barn derutenfor.
Nu reiste Skriveren, Hrr. Borch, sig med Klubbe i Haand og slog til Lyd.
«Retten er sat,» sa han med sin skarpe Stemme og saa sig om i Rummet, bydende.
Der blev med ét Slag gravstille. Hundred stærke Ansikter stirret; hundred Aandedræt holdtes tilbake.
Skriveren satte sig. Han talte sakte nogen Ord med Fogdens Fuldmæktig; han saa i hans Proto-
