118
Nu vendte Skriveren sig til Karen Moumb, som
hurtig hadde draget sin Haand tilbake.
«Hvor har Du den Penge?» spurgte han.
Hun rakte ham den fort.
Han stakk den i sin Kjortellomme. «Jeg skal kjøbe dig siden et Snorliv derfor,» sa han. «Om Du taler Sandhed fremdeles og ikke lader dig forføre. I hin Bog er nu skrevet op alt, hvad Du idag har tilstaaet, og taler Du anderlunde senere, saa faar Du stor Straf derfor og kan komme at brændes og miste dit Liv! Nu kan Du gaa!»
Karen Moumb vendte sig braadt og gik hurtig mot Døren, fik Klinken opp og snudde sig ut. Præst og Dommere var alene.
«Pigen er visselig forført og forgjort,» sa Hrr. Liv Borch; «jeg kjendte hendes hele Kropp saa stærkt at skjælve!»
«Ja, forført,» sa Hrr. Simon tungt. «Til og med af sin egen Moder!»
Skriveren drog et Suk.
«Det er fast ikke til at tænke,» sa han. «Vil saa I, Hrr. Hans, melde Lensmanden, at Retten nu kan sættes!»
«Ja, Eders Velbaarenhed.» Hrr. Hans Christensen, Fogden Johan Steinkuhls Mand, reiste sig og gik mot Døren.
«Bed ham saa tillige sørge for, at hin lille Karen Moumb holdes borte fra sin Moder og sin Syster,
