15
«Et Herrens velsignede Veyr, Olle Dreng,»
sa Hrr. Simon; han steg af sin Hest ved Svalen.
«Ja, Eders Velærværdighed,» svaret Olle Dreng og tok Bigslet.
Han hadde været hos Hrr. Simon nu paa femte Aar og var vel kyndig i de Dele, baade hvad han skulde svare og gjøre.
Men da Hrr. Simon vendte sig paa Trappen for at se efter sin gode Hest og endnu en Gang at fornemme Solveiret og den livsalige blaa Dis over Aaserne, blev han staaende som stukken af Orm og stirre. Og for tredie Gang idag fik han en dyp Fornemmelse af Lede, denne Gang næsten af Gru. Paa Barfrøtrappen bent imot stod en gammel runken Kvind i Sollyset.
Ikke, at han ikke kjendte hende; hun var Gammel-Ragnhild Nordsét, som han dagstøt talte med og mødte; ikke at hun heller var af hans haardeste Halse; thi hun gik ret ofte i Kirke, særlig til Fest, fast hun alt var over det fjerde Tjuge, og sang gjorde hun Salme med saa skjælv en Røst, hvad han ofte kunde høre om Kvelden, da Gaarden hvor hun sat hos sin Dattermand Simon Carlsen, laa lige ved hans; men hun hadde, der hun stod i Sommerdisen, saa forgangent og mægtigt et Ansigt, at han tverfrøs derved.
Det syntes ham, som sagde hun ut af Hedendom og Alder:
