112
Han satte sig igjen tilrette og drog Karen
Moumb nærmere, mens han hele Tiden holdt
hendes Haand. Tok saa opp af sin Lomme noget,
som glinset, la det i Barnets Haand og lukket
den sakte til.
Karen Moumb skottet opp gjennem Taarerne, aapnet Haanden halvt og saa.
Det var en halv Riksdaler af Sølv. Hun lukket langsomt Haanden igjen, men drog den ikke til sig.
Skriveren strøk hende igjen over Hodet.
«Se saa,» sa han. «Tal nu Sandhed. Vi ville dig intet ondt.»
Karen Moumb stod fremdeles som før med Armen utstrakt henover Bordet og Haanden løst lukket. Hun skottet fra forgrædte Øine hen paa Skriveren; hun saa, at han hadde Guldsnorer paa sin Kjortel og Sværd med Guldskjæfte og Guldspænde i sit Bælte. Hun fornam ogsaa en underlig fin og fremmed Lukt af sjelden Tobak og Duft som af Blyme!
Da forlot hendes store Rædsel hende, og en næsten god Kjendsel af Trygghet begyndte at komme. Hun saa paa Hrr. Liv Borch, et blygt Barneblikk; saa drog hun langsomt sin lukkede Haand tilbake.
Skriver og Præst vekslet Blikk; Fogdens Mand sat med en dulgt Antydning til et Smil.
«Saa. Hvad legte I saa for Leg derinde?»
