110
Nu talte Skriveren.
«Kom hid!» — han vinket paa hende.
Hun stod. De to Ord hadde faret som Støt igjennem hende. Det begyndte at trykke og kvæle i Halsgropen.
«Kom hid!» sa Skriveren stærkere. Han reiste sig halvt i Høgsætet, der han sat.
Da kom Karen Moumb fort fremover mot Bordet, men stanset fremved Præsten, Hrr. Simon, som søkte hun Beskyttelse.
Øinene var blanke og fyldte; de smaa Hænder dirret.
Skriveren ventet lidt, og det var igjen dødsstille.
«Hvad hedder Du?» Han spurgte lavt og kort.
«Karen.» En liten Taare fik løst sig ut og trillet nedover.
«Fra hvilken Gaard?»
Karen Moumb saa igjen bortpaa Præsten, Hrr. Simon, efter Hjælp.
«Fraa Moumb.»
Skriveren ventet paa Fogdens Mand, som skrev ned.
«Hvor gammel er Du?»
«Nie Aar.» Svaret kom fort og tryggt. Og Karen Moumb saa igjen bortpaa Hrr. Simon.
Skriveren taug lidt. Kræmtet, vendte sig halvt mot Karen Moumb og sat nu med Albuen støttet paa Bordplaten, Haand under Hake, og stirret paa hende.
