109
Lensmanden skjøv hende lempelig ind i Svalen,
aapnet Døren, skjøv hende videre ind og lukket.
Saa stod han atter Vakt og ventet.
Der gikk en stor Mumlen gjennem alt Folk, da dette skedde. Hvad underligt var paa Færde? Hadde Kirsti Moumb forgjort sit Barn eller forført det til Trolddoms Synd, siden hun ikke fik følge?
Men Kirsti Moumb hadde sat sig paa Svalstenen med Hodet gjemt ned i sine Hænder. Slik sat hun og vugget, som om hun led al Verdens Ve og Vaande.
Og Døren ditind, hvor Præst og Skriver sat, blev ikke lukket opp.
Vechl-Karen Moumb stod tæt indenfor Døren inde i den svale Thingstue paa Berge og stirret.
I Høgsætet fremfor Langbordet sat Skriveren, Hrr. Liv Borch, og længer nede paa Langbænken langs Væggen Hrr. Hans Christensen, Fogdens Mand, med Bok fremfor sig. Men paa Stol tæt ved Skriveren sat den, hun bedst kjendte, Præsten, Hrr. Simon.
Det var huggende stille i Stuen, saa hun begyndte at fryse. Kneppen af et Seiersverk paa Bordet foran Hrr. Liv Borch hørtes farligt nær. Alle tre taug de, og alle tre saa de paa hende.
