14
og med Vildgræs og Tue! Visselig var hint gamle Helgenbillede, til hvilket Folket fordum bad, forlængst stængt paa Loft og hint gamle Afguderi ryddet af Bygden; men Sagnet det gik, og Jorden den laa endnu i Ærefrygt øde!
Forsand! Hin gamle St. Olavsvang skulde ret snart blive en sand Lutheri Kirkevang! Før vilde han, Hrr. Simon Pofvelsøn, ikke hvile, før han hadde ryddet hine gamle Tiders Aand og falske Lærdom ut!
Dag og Nat skulde det være i hans Tanke; Aar om Aar skulde han virke derfor — kan hænde han da ret snart blev til bedre Kald forfremmet!
Dertil hjælpe Gud den Almægtige i sin Naade!
Hrr. Simon stanset sin Hest og saa sig tilbake. Der laa hans Kirke! «Sancte Simon» hadde hin gamle Kirke paa Nordsét været kaldet helt fra papistisk Tid; Hrr. Simons Kirke skulde den nye nævnes! Midt imellem hedensk Leikarvold i Nord og papistisk Olavsvang i Syd hadde han lagt den med velberaad Hu; thi seire skulde den over dem begge!
Hrr. Simon Pofvelsøn drog Aanden dypt og satte atter sin Hest i Gang. Der var slik livsalig Sommer!
Saa red han langsomt over Storvadet, forbi Gammelstaldene, som nu stod forfaldne og tomme, og videre Veien opp til Nordsét, hvor hans Dreng Ole Bergersen stod ved Grinden for at ta imot sin Herre.
