Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/204

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
204
Portrætter og Essays

ning af alt, hvad han lod trykke, maatte have givet et Menneske med almindelig Arbeidskraft mere end nok at bestille.

Ikke mindre merkværdig end Omfanget af Munchs Forfatterskab var, som bekjendt, dets Mangesidighed. Man har fra hans Haand Skolebøger, Lære- og Læsebøger, korte populære historiske Fremstillinger, vidtløftige videnskabelige Verker, Udgaver og Oversættelser af Sagaer eller andre historiske Kildeskrifter, Biografier, Reiseskildringer, Landkarter over det gamle og nye Norge, Avisartikler vedkommende Politik, Literatur eller andre Dagsspørgsmaal; hans strengt-videnskabelige Virksomhed gik i sproghistorisk, grammatisk, historisk-kritisk, historisk-geografisk, tekstkritisk, ethnografisk, runologisk, mythologisk, arkæologisk Retning, og paa alle disse Omraader har han frembragt noget betydeligt, værdifuldt, tildels endog epokegjørende eller banebrydende Arbeider. Den store Spredning svarede saa godt til Omfanget af hans Evner, at den ikke for hans Vedkommende førte til Overfladiskhed og Dilettantisme, som den pleier at gjøre. Om han havde begrænset sig til et enkelt Fag, vilde hans Begavelse ikke have kunnet komme til sin fulde Ret; noget af det mest karakteristiske ved hans Aand var netop dens overordentlige Smidighed og Bøielighed, dens hurtige Opfatning og Tilegnelsesevne, virtuosmæssige Flinkhed og Færdighed i at finde sig tilrette og greie alskens Vanskeligheder, og disse Egenskaber krævede en bred Plads for at gjøre sig gjældende. Paa den anden Side efterlader en Betragtning af hans Forfatterskab neppe nogen Tvil om, at han bredte sig altfor meget, — at han ved de Forhold, hvorunder han levede, blev fristet til at give sig ikast med Opgaver, som ikke laa rigtig for ham, trods al hans Mangesidighed, — at hans Kræfter i mange Tilfælde og i vid Udstrækning blev brugte paa en Maade, der næsten maa karakteriseres som et Misbrug, og hvorved Virtuosen, den flinke og behændige Haandverker i ham gjorde sig gjældende paa Bekostning af hans høiere, mere centrale Evner. —

Welhaven sagde om Schweigaard, at han var en ædel Araber, der spændte sig for Arbeidskjærren af Hensyn til sin fattige Moders, sit Lands Nød og Armodsdom. Det er vakkert sagt, og udentvil ogsaa forsaavidt træffende, som Schweigaard ganske vist i en usedvanlig Grad var et Pligtmenneske, altid villig til at «kaste af», hvad han evnede, — om det end var noksaa meget, — «i de nærmeste Krav», — om de end i sig selv var noksaa smaa og hverdagslige. Men forsaavidt der i disse Ord skulde ligge den Mening, at Schweigaard af sin Natur og Tilbøielighed var henvist til at være Videnskabsmanden, Tænkeren, og at det var et tungt, smertefuldt Offer, han bragte paa Fædrelandets Alter, naar han i det meste af sit Liv viede sine Kræfter til den praktiske Livs-