det indiske Inderlighedens mod Udvortesheden, det persiske Lysets og Renhedens mod Mørket og Urenheden, de semitiske Livets mod Døden, det ægyptiste Uforkrænkelighedens mod Forkrænkeligheden, det græske Skjønhedens mod det Uskjønne, det romerske Charakterens mod Charakterløsheden, de nordiske Aandens mod Aandløsheden; saaledes har ogsaa Jødefolket havt sin Kamp, og det var den sværeste, en Kamp, der optog og tilslut brød dets naturlige Kraft, fordi det var en Kamp mod Overmagten, det var Menneskets Kamp med Gud.
I hvad jeg her har sagt, mener jeg igrunden at have udtalt Jødefolkets verdenshistoriske og speciellere dets religionshistoriske Betydning i Modsætning til Hedningefolkene, nemlig den, at hint Folk, istedetfor som Hedningefolkene at fortabe sig i sindrige Speculationer over Guds Væsen, har lyttet til Hans egne Ord, hvorfor det ogsaa gjælder om Jøderne som Folk, hvad der specielt siges om Abraham og Moses, at „Gud Herren talede med dem, som et Menneske taler med sin Ven“. Der er igrunden Intet simplere og ligefremmere end, at Frelsen kun kunde komme ved det eneste Folk, der kjendte Gud i dette Ords fyldigere Betydning d. v. s. ikke blot havde renere Begreber og paalideligere Kundskab om ham, men stod i et umiddelbart, personligt Forhold til ham. Der er, som sagt, Intet simplere og ligefremmere; men for en overciviliseret Tidsalders fint udspundne Kløgt er det Simpleste og Ligefremmeste netop det Dunkleste og Vanskeligste. Naar Tiden har faaet denne Tilbøielighed til at gaa over Bækken efter Vand, naar Menneskeaanden har spundet sig ind i sin egen Speculations Traade og derved berøvet sig selv sin fri, naturlige Bevægelighed, da bliver det at overskjære disse Traade en verdenshistorisk Daad, det, at sige dette Simple og Ligefremme, som Tiden i
