Side:Jødedommen.djvu/15

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Herren kan visselig skaffe sig Gehør — men de vilde deri kun have hørt Naturrøster; hvad Hedningerne lyttede efter, var Naturrøsterne, det var Fugleskrig, Tordner fra Høire og Venstre o. a. L., og om Herren havde talt, saa vilde det gaaet dem, som det gik Paulus’s vantro Ledsagere, da Herrens Røst lød til ham paa Veien til Damaskus: de vilde have sagt: „det tordnede“. Men Jødefolket var netop blandt Folkene, hvad Paulus var blandt sine Ledsagere: under alle sine Forvildelser havde det dog bevaret Herren sit Øre, vendte det dog lyttende sit Øre opad; til det kunde derfor Herren tale saaledes, at hans Ord bleve hørte ikke som Fugleskrig og Tordner, men som Herrens Ord, og med det kunde han derfor gjennem dette sit Ord træde det umiddelbart personligt Forhold. Det er dette personlige Forhold til den sande Gud, Himmelens og Jordens Skaber, der har været Israels „Lod og Del“; om end Romerne og Nordboerne have erkjendt Personligheden, som den høieste, guddommeligste Livsform, saa har den dog for dem kun været en Tanke, hvis Idealer var deres Guder, og som de selv fandt sig kaldede til, ansaa det for deres høieste Opgave at virkeliggjøre; men Ham, der baade som den Hellige er den eneste sande Personlighed og dernæst er Verdens, er Altets Personlighed, fordi Hans Villie, Hans Ord er alle Tings baade Livskilde og Lov, Ham kjendte de ikke, til Ham stode de ikke i det personlige Forhold. Dette personlige Forhold til den Høieste var som sagt Jødefolkets Privilegium; det er deres Histories Alpha og Omega, dens bevægende, charakteristiske Princip og dens Endemaal, og i dets Lys ser Jødefolket den hele Tilværelse.

Det Eiendommelige ved den Historie, vi her have at betragte, er altsaa først og fremst det, at det er en hellig Historie d. v. s. at Historien hverken er, hvad den dog