Philosopher mer Tale om det Guddommelige end om Gud — i det uendelig Store, den ophøiede Lov, der sammenfatter, ordner og behersker Alt, og det høieste Maal for den menneskelige Stræben er derfor det at indordne sig i den materielle og aandelige Verdensorden, hvorimod Inderen ser det Guddommelige i det, der indenfra forbinder Tingene, i det hemmelighedsfulde Indre, hvori Alt har sin fælles Livskilde, og hvori derfor al Mangfoldighed forsvinder og Menneskelivets Gudlighed bestaar derfor for ham i dets Inderliggjørelse, i Aandens Bortvendelse fra alt Udvortes og dens Fordybelse i sit eget dunkle, tilslut dog i denne Isolation tomme Indre. Dernæst, har vi seet, søges det. Guddommelige i Lyset og Livet, først i Naturens saa i Aandens Verden, og det høieste Maal for den menneskelige Stræben bliver da at tilegne sig eller frembringe i og omkring sig saa meget som muligt af dette Lys og dette Liv i Naturens eller Aandens Rige.
Saaledes forflygtiges for Hedningerne Gud til en Betydning, for hvilken hans phantastiske Skikkelse og Personlighed væsentlig kun er Tegnet: han forflygtiges saaledes, fordi Hedningen gjennem Synden har søgt sit Livs Tyngdepunkt, har taget sit Standpunkt i Skabningen, og fordi paa dette Standpunkt det over de enkelte sandse lige Ting og Personer Ophøiede kun er det Almindelige, Arten og Loven d. e. det, der ingen egen Virkelighed har, kun har sin Virkelighed i det Synlige, og i høieste Forstand først virkeliggjøres af Mennesket selv. Hedningefolkene tilbede altsaa Skabningen; men deres Frelsesmulighed, deres Dragelse mod Skaberen ligger deri, at ethvert af dem dog i Særdeleshed fæster sig ved een Side af Skabningen, hvori for ham en vis Side af det guddommelige Væsen aabenbarer sig, nemlig den, der ligger hans eget Væsen nærmest. Denne Forrykkelse af Livets
