Side:Ivar Aasen - Norske Ordsprog.djvu/85

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


II—tul-kcſk 69 Jskul. Naar Iok11len ſer Vaarſoli, ſo greet han. Naar Joklarne hanga i Ufſen, er Eld i Omnen god. K. Kaka. D’er betre tnrr Kaka en inkje ſmaka. Den Kaka ein ſjølv bakar, er den ſom beſt ſmakar. Kaka kjem vel der, ſom ho Mo’er vil. (Wilſe). -öos P. Syv: Lage kommer hvor Kom vil. kald. D’er betre kaldt en kokande. For kaldt er vondt og for heitt er verre. Kall, n. Di høgre Kall, di hogre Fall. Det fær kvar vera i det Kallet, han er kallad til. Kalv. Det lyt fyrſt vera Kalv, fyrr det verd Ku. D’er betre en liten Kalv en ein tom Baas. Kalven gnagar, der han er komen. Kaate Kalvar verda ſpake Kyr. Svange Kalvar gloyma aa ſpringa. El. — danſa. Ka1ma. Ei ſtor Kanna tarv ſtort Lok. Toma Kannor og Kjerringbannor er illt aa verda ute fyre. (Vald.). lappaſt. Det vil myket til aa kappaft med dei beſte. Ein ſkal ſo kappſigla, at ein ikkje kollſigler. Kappſpringa med Kalvom og kjekla med Kjerringom er meſt faafengt. (Trondh.). Kar (Karl). Det er Kar, ſom gjerer Kars Verk. Naar ein gjerer Kar i Vegen, kjem det Kar atter. o— Naar 1nanſender en dygtia Karl, faar maa god Befted tilbaseI. Valdcrs. (Segner lV, 105). Ein kann vel vera Kar, um ein ikkje ſegjer det ſjølv. D’er lett vera Kar, naar det inkje koftar. D’er lett vera Kar, der ingen er aa kappaſt med. kaſk. Den kaſte kann lenge med Ulukka baſka. (:—: Dc::Dyg- tige kan ljaempe lenge mod Ulykken). Nordl. j-—-s Hj