ansees som Ordsprog eller ikke. Spørgsmaalet om hvad et Ordsprog egentlig er, har været noget forskjellig behandlet af de Forfattere som have skrevet derom. Nogle have villet paastaae, at egentlige Ordsprog ere kun de, som indeholde en Lignelse eller et Exempel og altsaa kunne bruges figurlig eller med en dobbelt Mening, saaledes som før er omtalt. Nogle have ogsaa taget det strengt fra en anden Side, idet de ved Ordsprog kun ville betegne saadanne staaende Talemaader, som ere meget brugelige og almindelig bekjendte blandt Folket i et Land. Men efter saadanne Regler maatte man da komme til at udelade meget, som var for godt til at udelades; og saaledes finde vi da ogsaa, at Ordsprogsamlere i andre Lande slet ikke have været saa nøieregnende i disse Stykker, da tvertimod de fleste større Samlinger indeholde meget, som er af temmelig tvivlsomt Værd. Sagen er, at der vel neppe kan gives nogen sikker Regel for hvad der skal henregnes til Ordsprog, og Bestemmelsen heraf vil altsaa for en stor Del beroe paa et Skjøn. Og naar man nu skal give en Oversigt over et Lands Forraad af Ordsprog, da vil man dog helst være tilbøjelig til at medtage alt, hvad der synes nogenlunde passende, idet man foreftiller sig, at der altid senere vil være Leilighed til at gjøre Udvalg og vrage alt det, som er til Overflod.
I vore Nabolande har man allerede længe havt store Samlinger af Ordsprog paa Prent. I Danmark har man havt Peder Syv’s store Samling (fra 1682 og 1688), og denne Samling har formodentlig havt nogen Indflydelse paa det norske Forraad da den i lang Tid vistnok var den eneste her i Landet bekjendte Ordsprogsamling. I Sverige har man fra en endda ældre Tid havt en stor Samling i Grubb’s „Svenske Ordseder“, et betydeligt Værk, hvori Ordsprogene ere opstillede i alfabetisk Orden med mange Sammenligninger og oplysende Anmærkninger. Ogsaa af
