Side:Ivar Aasen - Norske Ordsprog.djvu/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


men for en ſtor Deel ogſaa deres Form. Man kan viſtnok ſige, at mangen ſimpel Tanke er bleven til et Ordſprog netop derved, at den har fundet et ſærdeles bekvemt Udtryk i Sproget; og derfor finder man da ogſaa, at enkelte Ordſprog ikke godt kunne overſættes fra det ene Tungemaal til det andet, da de nemlig derved vilde tabe ſin oprindelige Fynd og Velklang. Sædvanligſt har Ordſproget faaet en vis aſmaalt og for Velklangen tillempet Ordfølge, ſaa at det ligner et Slags Vers, og i nogle Tilfælde har det ogſaa virkelig en Verſeſorm med rimede Stavelſer, f. Ex. „Alle vil Herre være; ingen vil Sækken bære“. Men ved Siden heraf kunne Ordſprogene ogſaa have et andet Slags Riim, ſom fra gammel Tid har været meget brugt i de nordiſke Lande, nemlig Bogſtavrimet eller den ſaakaldte Alliteration, ſom beſtaar deri, at et Par betonede Ord begynder med ſamme Slags Lyd, nemlig enten med ſamme Konſonant, eller ogſaa med en Vokal, ſom da ikke behøver at være den ſamme; f. Ex. „Skam og Slade ſøl- ges ad“, eller: „Et Aar er ingen Alder“. I mange Tilfælde er der ogſaa tre Riimord ligeſom i de gamle SkaldeVers, ſ. Ex. „Naar Tønden er tom, faar Tappen hvile“; men dette er da ogſaa det høieſte Tal, ſom kan anſees at være pasſende, da flere Riimbogſtaver vilde ſnarere give Misklang. Ellers kunne enkelte Ordſprog ogſaa have et dobbelt Bogſtavriim (ſ. Ex. „Lige Børn lege bedſt“), og nogle kunne ogſaa have to Afdelinger med hver ſit eget Bogſtavriim, medens enkelte andre kunne have baade Bogſtavriim og Stavelſeriim, hvorved de altſaa faae en ſærdeles fuldkommen Form; men ſaadanne Tilfælde er dog noget ſjeldnere.

Men medens Ordſprogene ſaaledes enten i Indholdet eller i Formen have noget, hvorved de paa en Maade udmærke ſig fremfor andre ſimplere Talemaader, vil det alligevel ofte blive noget tvivlſomt, om en vis Talemaade ſkal