Side:Ivar Aasen - Norske Ordsprog.djvu/6

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

men for en stor Deel ogsaa deres Form. Man kan vistnok sige, at mangen simpel Tanke er bleven til et Ordsprog netop derved, at den har fundet et særdeles bekvemt Udtryk i Sproget; og derfor finder man da ogsaa, at enkelte Ordsprog ikke godt kunne oversættes fra det ene Tungemaal til det andet, da de nemlig derved vilde tabe sin oprindelige Fynd og Velklang. Sædvanligst har Ordsproget faaet en vis asmaalt og for Velklangen tillempet Ordfølge, saa at det ligner et Slags Vers, og i nogle Tilfælde har det ogsaa virkelig en Versesorm med rimede Stavelser, f. Ex. „Alle vil Herre være; ingen vil Sækken bære“. Men ved Siden heraf kunne Ordsprogene ogsaa have et andet Slags Riim, som fra gammel Tid har været meget brugt i de nordiske Lande, nemlig Bogstavrimet eller den saakaldte Alliteration, som bestaar deri, at et Par betonede Ord begynder med samme Slags Lyd, nemlig enten med samme Konsonant, eller ogsaa med en Vokal, som da ikke behøver at være den samme; f. Ex. „Skam og Slade søl- ges ad“, eller: „Et Aar er ingen Alder“. I mange Tilfælde er der ogsaa tre Riimord ligesom i de gamle SkaldeVers, s. Ex. „Naar Tønden er tom, faar Tappen hvile“; men dette er da ogsaa det høieste Tal, som kan ansees at være passende, da flere Riimbogstaver vilde snarere give Misklang. Ellers kunne enkelte Ordsprog ogsaa have et dobbelt Bogstavriim (s. Ex. „Lige Børn lege bedst“), og nogle kunne ogsaa have to Afdelinger med hver sit eget Bogstavriim, medens enkelte andre kunne have baade Bogstavriim og Stavelseriim, hvorved de altsaa faae en særdeles fuldkommen Form; men saadanne Tilfælde er dog noget sjeldnere.

Men medens Ordsprogene saaledes enten i Indholdet eller i Formen have noget, hvorved de paa en Maade udmærke sig fremfor andre simplere Talemaader, vil det alligevel ofte blive noget tvivlsomt, om en vis Talemaade skal