Side:Ivar Aasen - Norske Ordsprog.djvu/44

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


28 fara — fctis Det kjem ſtundom Fant av Folk, og Folk av Fant. Det ſinnſt allſtad Fant imillom Folk, og Folk imillom Fant. (Øſtl.). D’er mangein Fant i fagert Skinn. (Trondh.). D’er ikkje alt Fant, ſom gjeng i fillutte Klæde. — Ein ſkal ikkje ſjaa Fanten paa Fillorna. D’er Fant, ſom Fant ſkal tugta. Det kjem ikkje alle Fantar i Fangehuſet. Størſte Fantarne hava beſte Lukka (—fyre ei Stund). .: S, “ G . .:, FsIe F3A:k gel“F. äM.: ch’T’ll’—o I1:I31k:ſzl:rnr-Bkr thoq:g:tet l3:fk.kwadet ſchall Naar Fanteſtaven er vorden varm i Handi, ſo er han ikkje god aa ſleppa. (Hall.):s— Den ſom er vant til Tiggerlivet, vil nødig opgive det. ſata. Ein lytt fara etter Folke-fedom. D’er beſt aa fara, ſom fort er. — Aa fara ſom fort lat vera din Sed; den høgt vil kliva, fell ofta ned. (Af en am el Biſe). C—iHt Hatt fara kvart ein oit, ein ſer ikkje fraa ſeg ſjaa-. FTrondlF. Ogſaa kortere: Det ſer ingen burt fraa ſeg jølv. ( ald). Far ſpaklege fram z det fpyrſt minſt. (Brugt i andre Foeatet, k. Ex. „Bandre varlege“ o.l.v. — S. „Vcl“. Farande Mann fær taka kvat ſom fyre fell. D’er mangt, ſom farande fylgjer. lReifendeFolkføre adfeinigt med tſjgi ialfald Reiſeminder eller Rygter). Jf. Isl. Mange er thad, um fsm:ela ..v Su- faſt. Den ſom er faſt, han ſlepp aa binda ſeg. Det ſom er faſt, er lett aa fanga. „ “ faſta. Han faſtar ikkje for lenge, ſom fær ein god Dag- verd. (El. Dogurd). “ Fat. Ful1e Fat ſkal ein varlege bera. Tome Fat hava ille til ſvange Magar. Det verd eitt til Fat, naar ein fyrſt heve Mat. fatig“ (for faatok). D’er alle fatige fodde. —— D’er ingen ſo fatig, ſom daa han var fodd.