Talemaader ikke engang betragtes som Ordsprog, da nemlig Udtrykket er saa simpelt og naturligt, at det ikke vækker nogen særlig Opmærksomhed. Man lægger først Mærke til saadanne Talemaader, naar de adskille sig noget fra den sædvanlige Tale, enten ved et mærkeligt Indhold eller ved visse Egenheder i Formen; og i dette Tilfælde betegner man dem ogsaa med en egen Benævnelse, saasom Ordtak, Ordtøkje eller Gamalt Ord, tildeels ogsaa Ordtam, Munntam, Ordstev, Vedstev eller Vedkvæde. Disse Benævnelser omsatte sædvanlig alle ordsproglige Talemaader uden synderlig Forskjel; imidlertid behøves der to forskjellige Benævnelser, da nemlig disse Talemaader adskille sig i to Rækker, nemlig fuldkomne og ufuldkomne Ordsprog. De fuldkomne Ordsprog (Ordtøke) ere de, som give en fuldstændig Mening, saa at de ikke behøve nogen Antydning af den Leilighed, ved hvilken de skulde bruges. De ufuldkomne Ordsprog eller Mundheld (som vi helst kunde kalde „Vedstev“), ere derimod saadanne Talemaader, som ikke give fuld Mening for sig selv alene, men derimod støtte sig til en Leilighed, som i Øie- blikket er forhaanden eller som forhen er nævnt og betegnet i Samtalen; f. Ex. „Han har mange Jern i Ilden“. I nogle af disse Talemaader nævnes virkelig ogsaa den Leilighed, ved hvilken de ere brugte (f. Ex. „Jeg er lige glad, sagde Smaadrengen; han gik og græd“); og saadanne Mundheld (de saakaldte Hermestev) kunne da ofte være morsomme nok, men have forøvrigt kun lidet Værd. Ellers er der da ogsaa mangt andet, som man stundom har kaldt Ordsprog, saasom adskillige Udtryk, som grunde sig nærmest paa et enkelt Ord eller Navn; men saadanne Talemaader synes dog hellere at henhøre til en Glosebog end til en Ordsprogsamling.
Indholdet af de fuldkomne Ordsprog er sædvanlig en vis Iagttagelse eller Erfaring som betegnes med saa faa
