Side:Ivar Aasen - Norske Ordsprog.djvu/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Talemaader ikke engang betragtes ſom Ordſprog, da nemlig Udtrykket er ſaa ſimpelt og naturligt, at det ikke vækker nogen ſærlig Opmærkſomhed. Man lægger førſt Mærke til ſaadanne Talemaader, naar de adſkille ſig noget fra den ſædvanlige Tale, enten ved et mærkeligt Indhold eller ved visſe Egenheder i Formen; og i dette Tilfælde betegner man dem ogſaa med en egen Benævnelſe, ſaaſom Ordtak, Ordtøkje eller Gamalt Ord, tildeels ogſaa Ordtam, Munntam, Ordſtev, Vedſtev eller Vedkvæde. Disſe Benævnelſer omſatte ſædvanlig alle ordſproglige Talemaader uden ſynderlig Forſkjel; imidlertid behøves der to forſkjellige Benævnelſer, da nemlig disſe Talemaader adſkille ſig i to Rækker, nemlig fuldkomne og ufuldkomne Ordſprog. De fuldkomne Ordſprog (Ordtøke) ere de, ſom give en fuldſtændig Mening, ſaa at de ikke behøve nogen Antydning af den Leilighed, ved hvilken de ſkulde bruges. De ufuldkomne Ordſprog eller Mundheld (ſom vi helſt kunde kalde „Vedſtev“), ere derimod ſaadanne Talemaader, ſom ikke give fuld Mening for ſig ſelv alene, men derimod ſtøtte ſig til en Leilighed, ſom i Øie- blikket er forhaanden eller ſom forhen er nævnt og betegnet i Samtalen; f. Ex. „Han har mange Jern i Ilden“. I nogle af disſe Talemaader nævnes virkelig ogſaa den Leilighed, ved hvilken de ere brugte (f. Ex. „Jeg er lige glad, ſagde Smaadrengen; han gik og græd“); og ſaadanne Mundheld (de ſaakaldte Hermeſtev) kunne da ofte være morſomme nok, men have forøvrigt kun lidet Værd. Ellers er der da ogſaa mangt andet, ſom man ſtundom har kaldt Ordſprog, ſaaſom adſkillige Udtryk, ſom grunde ſig nærmeſt paa et enkelt Ord eller Navn; men ſaadanne Talemaader ſynes dog hellere at henhøre til en Gloſebog end til en Ordſprogſamling.

Indholdet af de fuldkomne Ordſprog er ſædvanlig en vis Iagttagelſe eller Erfaring ſom betegnes med ſaa faa