Side:Ivar Aasen - Norske Ordsprog.djvu/23

Faae kann eitt Barn ala. (Vel nærmest: Et Barn behøver ikke mange Opdragere; men det synes ogsaa at betegne, at et eensligt Barn er vanskeligt at opfostre). Berg.
Di kjærare Barn, di større Sorg.
Kjært Barn fær mange Namn.
Fagert Born ser mange blide Augo.
Den som eig Barnet, fær giva det Namn.
Barnet fær krjupa, til det lærer aa ganga.
Barnet lærer snarare aa tala en tegja.
Naar Barnet fær si Beidfla, so græt det ikkje. Mandal (med Formen „Beisla“ for Beidsla, ɔ: Begjæring). Ellers i samme Mening:
Naar Barnet fær sin Brek (el. fær det som det brekar etter o. s. v. Num. og fl. Og mest almindelig: Naar Barnet fær sin Vilje fram, so græt det ikkje.
Barnet heve ikkje annat aa taka til en Graaten.
Naar Barnet heve brent seg, so ottast det syre Elden.
Barnet fimar etter alt som glimar. (Tel.). Fima(i’): skynde sig, løbe.
Barnet segjer kvat det sær, men ikkje kvat det gjerer. (F. Ex. i en Strid med andre Børn).
Barnet lærer i den Skule, som det gjeng i. .
D’er betre sjaa Barnet graata en Moderi.
Naar Barnet er daudt, er Fadderskapen ute.
Gode Born tugta seg sjølve
Smaae Born gjera smaa Sorger; store Born gjera store Sorger.
Dei smaae Borni trakka paa Stakken, men dei store paa Hjartat. (Berg). De smaa træde paa sin Moders Skiørt, men de store paa hendes Hjerte.
Smaae Born og galne Folk segja Sanning.
D’er ikkje greidt aa hava mange Born og litet Korn. (Vald).
Borni er som Kyrna: dei eta det beste fyrst. Vald.
Det veit ingen, kvar Borni verda buande.
Barnehand er snart syllt.
Barnehugen er braad. — Oftere omstillet: D’er braad Barna Hug. (ɔ: Born kunne ikke bie; de ville have sit Ønske strax). Berg.
D’er ingen Barneleik, naar gamle Kjerringar dansa.
Barueminne vil vara lenge. (El. —lengst).
Barneskoen hava me alle gjenget i.