Betydning, som et Ordsprog kan have, uagtet denne Betydning kan opfattes paa mere end een Maade. Peder Syd har opstillet sin Samling under alfabetisk ordnede Overskrifter, men uden Hensyn til, om Ordsprogene selv indeholdt det Ord, som var sat til Overskrift. Andre have derimod dannet sig Overskrifter efter en vis Tankerække eller „logisk“ Ordning; men herved er den Uleilighed, at man ikke veed, hvad Tanke der da skal sættes først, og hvad der saa skal følge dernæst og derefter. I dette Stykke vil hver Samler have sin egen Mening og helst lægge en ny Plan efter sit eget Hoved. Og imidlertid vil enhver Plan have sine Ulemper, saa længe som man tager sig den Frihed at danne Overskrifter af saadanne Ord, som Ordsprogene selv ikke indeholde; thi dermed vil følge, at det ofte bliver vanskeligt at finde en passende Plads for et Ordsprog og saa vil da ogsaa Læseren faae megen Møie for at finde hvad han søger, naar han nemlig vil paaminde sig om et vist Ordsprog eller see efter, om det er indført i Samlingen.
En simplere Opstilling er rigtignok den, at man sætter Ordsprogene i alfabetisk Orden efter de Ord, som de begynde med, ligesom i et Register til en Visebog eller deslige. Men for enhver større Samling vil denne Ordning være uheldig; thi for det første kan et Ordsprog begynde paa forskjellig Maade, saa at det første Ord ikke er altid det samme; og dernæst vil man ved denne Opstilling faae nogle umaadelig lange Rækker, som begynde med et ubetydeligt indledende Ord, saasom: en, et, den, det, han, der el. naar. Men da nu en vis alfabetisk Ordning alligevel altid vil være den sikkreste, hvor det gjælder om Ord og Talemaader, faa have nogle Ordsprogsamlere forsøgt at benytte denne Ordning paa en anden Maade, nemlig saaledes, at man ved Opstillingen ikke tager Hensyn til det første Ord, men derimod kun til de vigtigste eller mest betonede Ord i Ordsproget, saa at man altsaa udvælger et
