vandt alligevel atter kongens naade. - 2. Louis de L. T. (1460-1525), foreg.s sønnesøn, var feltherre baade under Karl VIII, Ludvig XII og Frans I under kampene i Italien; deltog i slaget ved Novara 1513, ved Marignon 1515 og ved Pavia 1525, hvor han faldt.
Latrin, se Privet.
La'tsha, fiskerig sjø i det nordlige Rusland, guverne- ment Olonez. 341 km., men kun 2-4 m. dyb; fra L. gaar Onegaelven.
Latter er en bevægelse i aandedrætsorganerne, hvor- ved følelsen af det komiske giver sig udslag. Dog kan 1. ogsaa skyldes andre sindsbevægelser, f. eks. tilfreds- stillet selvfølelse, hoveren eller rent fysiske aarsager, f. eks. kildren. Jfr. Komik og Humor. [Litt.: H. Spencer, L.s fysiologi> i <Mindre afhandlinger ved H. Høffding 1878 samt Høffding, «Psykologi», 5 udg. s. 379–387.]
Latværge kaldes sødtsmagende, grødagtige præparater, som bestaar af plantepulvere eller salte tilsat syruper, frugtmasser som tamarinder e. lign. L. anvendes som et mildt afførende middel. I vor nugjældende farmakopo er kun en 1., electuarium aperiens, optaget, medens de gamle farmakopøer havde talrige, ofte meget forskjellig- artet sammensatte 1.
Lauag, by paa Filippinerne, n.v.kysten af øen Luzon, 34 454 indb. (1903).
Laub, Ferdinand (1832-75), böhmisk fiolinvirtuos, senest prof. ved konservatoriet i Moskva, vandt paa sine talrige koncertreiser ry som en af sin tids fuldkomneste mestre. Han har ogsaa optraadt i Kra.
Lauban, by i Preussen, regjeringsdistrikt Liegnitz, Schlesien, ved Queis; 14624 indb. (1905). L. har 2 evang. og kat. kirke, kloster, gymnasium, tekstilindustri, jernbaneverksteder, bryggerier og stivelsefabriker.
Laube, Gustav Karl (1839-), østerr. geolog; deltog 1869-70 som geolog i den anden tyske nordpolsekspe- dition, fra 1876 prof. i geologi og palæontologi i Prag. Hans vigtigste arbeide er: Die Fauna der Schichten von St. Cassian» (5 bd., Wien 1865-70). Har desuden skrevet en mængde afhandlinger om fossile echinodermer og om Böhmens geologi samt offentliggjort sine geolo- giske iagttagelser fra Syd-Grønland.
Laube, Heinrich (1806-84), t. forfatter. L. slut- tede sig ved sin fremtræden til det unge Tyskland> og blev i 1830-aarene et par gange fængslet for sine poli- tiske anskuelsers skyld. Efter en længere udenlandsreise i 1839 og nogle aars redaktørvirksomhed i Leipzig ka- stede han sig med iver over teaterdigtningen, og 1845 udnævntes han til chef for hofteatret i Wien. I denne stilling blev han trods mange angreb staaende til 1866. Derpaa ledede han i tre aar Stadttheater i Leipzig, hvorefter han i konkurrance med Burgtheateret anlagde Das Wiener Stadttheater, som han styrede 1872-79. Som teaterleder var han i besiddelse af fremragende egenskaber, og det skyldes hans virksomhed, at Wien en tidlang var den første teaterby indenfor det tyske sprogomraade. L. har skrevet romaner: <<Das junge Europa» (4 bd., 1833-37) og «Der deutsche Krieg» (9 bd., 1865-66), der begge har stor historisk interesse, flere bind Reisenovellen», der er sterkt paavirket af Heine, og en samling værdifulde reiseskildringer fra Frankrige: Französische Lustschlösser> (1840). Den betydeligste
" del af hans forfatterskab er dog den dramatiske. Som skuespildigter udmerker han sig ved en glimrende teknik og ved en fortræffelig sprogbehandling. Til de bedste af hans dramaer hører Monaldeschi» (1845), Die Karlschüler med emne fra Schillers ungdom (1847), «Struensee> (s. a.), «Prins Friedrich (1854) samt den fornøielige litteraturkomedie «Gottsched und Gellert > (1847). [Litt.: G. Brandes, «Det unge Tyskland >>.] Laud [la'd], William (1573-1645), eng. biskop, forløber for den anglo-katolske retning. Allerede ved universitetet i Oxford optraadte L. mod den frembrydende puritanisme med dens ligegyldighed for kirkeskikkene. Som dekan af Gloucester vernede han om de af puri- tanerne forsmaaede alteres hellighed. Under Jakob I vir- kede han i høie geistlige stillinger for kirkelig uniformitet og styrkelse af bispemagten; forsøget paa at paatvinge skotterne den engelske statskirke strandede. Under Karl I blev han biskop af London og erkebiskop af Canterbury. Kardinalhatten afslog han, da han med al sin iver for katolicismen følte sig frastødt af Rom. Hans høikirkelige ensidighed og tvangsforanstaltninger bidrog væsentlig til at fremme den borgerkrig, der kostede baade ham og kong Karl livet, idet parlamentet lod ham halshugge som høiforræder. Laud, se Laudabilis. Lauda (ital.), en kristelig sang paa modersmaalet. En særlig kjendt 1.-forfatter (laudese) er Jacopone da Todi. Laudabilis (lat.), rosværdig, første karakter ved universitetets embedseksamener. L. med indstilling, se Indstilling. Laudal (det gamle Laugardal), herred i Lister og Mandal amt, n. for Mandal, 97.73 km.2 med 782 indb.; 8.31 pr. km. Herredet, der svarer til L. sogn af Holme prestegjeld, er et indlandsdistrikt i den midtre del af Mandalen. Den væsentlige del af herredet ligger paa dalens vestside. Foruden hoveddalføret, der gjennem- strømmes af Mandalselven, er der flere mindre, høiere- liggende dalfører i herredets vestlige del. Bebyggelsen er spredt. Der er mange veie, og herredet staar ved fortrinlige hovedveie i forbindelse med Mandal i syd og Kristiansand i sydøst. Af arealet opgives 4.7 km.² at være aker og eng, 40 km.2 er skog, væsentlig naaleskog. Mange, som regel fiskerige, vande. Den vigtigste nærings- vei er fædrift. Der er gode havnegange. 1 meieri. Hus- fliden staar høit, særlig er vævningen (tepper og aaklæder) kommet godt op i de senere aar. Antagen formue 1909 640 000 kr., indtægt 80 000 kr. Inden herredet er kun gjort faa og ubetydelige oldfund.
Laudānum (vinum opii crocatum) kaldes et officinelt lægemiddel, som tilberedes af opium, 10 pet., og kanel, kryddernellik og safran ved udtrækning med malaga. L. anvendes omtrent paa samme maade som opiums- tinktur, men gaar mere og mere af brug.
Laudātor te'mporis a'cti (lat.), «en lovpriser af fortiden» (Horats, Breve II, 3, 173), anført som alm. karaktertræk for oldingen.
Lauderdale [lå'dǝdel], eng. jarletitel, 1624 tildelt familien Maitland, bosiddende i Skotland siden 13 aarh. 1. John Maitland (1616-82), anden jarl af L., først tilhænger af covenant, siden royalist, fulgte Karl II i landflygtighed. Efter 1660 high commissioner for Skot-
