- 240 f. Kr. daterer man den 1. 1., da Livius Andronicus, den 1. 1.s fader, fik opført sin første bearbeidelse af et græsk drama. Med Syd-Italiens og Siciliens erobring kom romerne langt sterkere end før under græsk paa- virkning, og det erobrede Grækenland erobrede den vilde seierherre (romerne) og lærte det uciviliserede Latium kunst». Endnu kraftigere blev paavirkningen, da romerne i 2 aarh. f. Kr. tillige erobrede det egentlige Grækenland. Den 1. 1.s historie deler man alm. i følgende afsnit: 1. den arkaiske periode 240-80 f. Kr.; 2. guldalderen 80 f. Kr.-14 e. Kr.; 3. sølvalderen 14-120 e. Kr.; 4. litteraturens uddøen 120-568 e. Kr. (om de enkelte forfattere henvises til de særlige artikler). - 1. 240-80 f. Kr. Først udvikler sig be- arbeidelserne af græske tragedier og komedier (Livius Andronicus, Gn. Nævius, T. Maccius Plautus (20 bearbeidede græske komedier bevaret), Q. Ennius, P. Terentius Afer (6 bearbeidede græske komedier), og den episke poesi (Nævius og Ennius, der i sine «Annales» paa heksametre skaber et nationalepos). Alle de nævnte forfattere maa kjæmpe med det endnu ikke kunstnerisk udarbeidede sprog, og deres versbygning er klodset; de er gjennem- gaaende ikke-romere; delvis frigivne, altsaa socialt uden anseelse. Litterær virksomheds anseelse stiger imidlertid, efterhaanden som flere og flere stormænd faar øiet op for den græske kulturs værd, men slig virksomhed var dog for en fornem mand kun «fritidssyssel». - Af særlig betydning er de bevarede komedier af Plautus og Terentius, hvorigjennem vi lærer deres forbillede, den omtrent tabte attiske nyere komedie, at kjende og faar et indblik i dagligt liv dels i græske dels i romerske familier (skue- pladsen er altid en græsk by, men mange italienske træk har oversætterne tilføiet). Denne latinske komedie har atter paavirket Molière og Holberg. Enkelte digtere skrev originale dramaer om romerske emner (intet be- varet). Som en særlig romersk digtart optræder satiren med G. Lucilius, der skarpt angreb baade politiske og litterære forhold og samfundsforhold. Den latinske historieskrivning indledes (efter nogle græsk skrivende forgjængere) af Cato med en Italiens historie, ligesom han ogsaa paa andre omraader var virksom; han re- præsenterer modstanden mod den fremtrængende græske indflydelse (uden varig virkning). Mod slutningen af perioden fulgte en række bredt og fantastisk skrivende annalister («aarbogsforfattere»). Flere betydelige talere (M. Antonius, L. Crassus) og retslærde (P. og Q. Mucius Scævola) optraadte. 2. a) 80-43 f. Kr., «Ciceros tid >. Den græske dannelse var ganske overvældende: unge fornemme romere studerede i Grækenland retorik og filosofi, og talrige græske digtere, filosofer og retorer bosatte sig i Rom. I litteraturen var prosaen den frem- herskende, og den latinske prosastil udvikledes til en senere aldrig naaet fuldkommenhed særlig af M. Tullius Cicero baade som praktisk taler og teoretisk dyrker af talekunsten og i behandlingen (efter græske forbilleder) af en række filosofiske spørsmaal (for middelalderen en hovedkilde til filosofisk viden); ved Cicero blev det latinske sprog uddannet til en saadan smidighed, at det i aarhundreder kunde benyttes til alskens videnskabelig fremstilling. Historikere: G. Julius Cæsar, Cornelius Nepos og C. Sallustius Crispus; den mangesidig virksomme
filolog, antikvar, historiker og digter (satirer) M. Terentius Varro. Poesien repræsenteredes af T. Lucretius Carus med hans for kjendskabet til Epikurs lære meget vigtige digt om naturen og G. Valerius Catullus, den 1. 1.s største lyriker, der fra efterligning af alexandrinsk poesi ar- beidede sig frem til selvstændighed. b) 43 f. Kr.-14 e. Kr., Augustus tid. Monarkiets indførelse skabte ro, men svækkede friheden, hvorved baade veltalenhed og historieskrivning led (derimod breder retoriken sig overalt). Poesien blomstrede under beskyttelse af stormænd, ikke mindst magthaverne (Augustus, Mæcenas). Verker offent- liggjøres ved oplæsning for interesserede tilhørere, der grundes biblioteker, men poesien taler ikke til folket, kun til en snæver kreds af høitdannede. Den latinske poesi opnaar sin fuldendte form med P. Vergilius Maro (nationalepos «Æneiden») og Q. Horatius Flaccus (satirer og satiriske betragtninger over liv og kunst samt lyriske digte) og elegikerne Tibullus, Propertius og Ovidius. To historikere skrev dengang, Pompeius Trogus (en verdenshistorie) og T. Livius (en sterkt retorisk farvet Roms historie). 3. 14-120 e. Kr. I sølvalderen er monarkiets følger for litteraturen endnu fordærveligere: større ufrihed, smiger, hykleri og unatur træder ofte istedetfor ærlighed og jevnhed i sprog og fremstilling. Provinserne, især Spanien, stiller en række af de be- tydeligere forfattere, men Rom er dog litteraturens midtpunkt. Historikere: Velleius Paterculus, Valerius Maximus, Q. Curtius Rufus og den eneste fremragende P. Cornelius Tacitus samt paa overgangen til næste periode C. Svetonius Tranquillus; filosofen L. Annæus Seneca (betydningsfuld for eftertiden ogsaa som forfatter af læsedramaer, delvis forbilleder for Corneille og Racine), naturforskeren G. Plinius d. æ.; et levende tidsbillede giver Petronius' roman. Digtere: Phædrus (forbillede for senere fabeldigtning), M. Annæus Lucanus, Valerius Flaccus og de to satirikere A. Persius og D. Junius Juvenalis. M. Fabius Quinctilianus og den yngre Plinius søgte, men forgjæves, at vedligeholde en kunstig efterligning af Ciceros stil. - 4. 120-568 e. Kr. Keiserne tog sig ikke mere af litteraturen, som sygnede helt hen, samtidig med det indre og ydre forfald af Romerriget, medens den græske litteratur i Østen oplevede en efter- blomstring. Nævnes kan fra 2 aarh. en række forfattere, der efterlignede den arkaiske periodes mænd (Ennius, Cato), særlig Fronto, Gellius og Apuleius. Digterne Ausonius (4 aarh.) og Claudianus (omkr. 400). Den sidste betydelige historiker var Ammianus Marcellinus (f. græker, skrev latin; d. ca. 400). Kun retsvidenskaben blomstrede endnu: Gaius (omkr. 150), Papinianus (omkr. 200) o. fl., indtil Justinianus kodificerede lovene (Corpus juris>>). [Litt. B. Dahl, Latinsk litteraturhistorie» (Kra. 1889); L. B. Stenersen, «Udsigt over den romerske satires for- skjellige arter og deres oprindelse» (Kra. 1887).]
Latinskole, ogsaa kaldt lærd skole, er en høiere skole med latin, i almindelighed ogsaa græsk, som hoved- fag, som forbereder for universitetet. Den er oprindelig fremgaaet af humanismen og har formet sig til to for- øvrigt nærbeslegtede hovedarter, den protestantiske, grund- lagt af Melanchton og Johann Sturm, og i de katolske lande jesuiterskolen. Undervisningen var koncentreret om latin, som ikke alene blev læst og skrevet, men
