Side:Ignis ardens.pdf/90

Jo, decembernattens maane
gren paa gulvet, blek som pors,
og i feltet saa jeg blaane,
var det skyggen af et kors?
Korset kommer dér fra ruten
prøver kløkten paa at si —
det er hundekoldt desuten,
skynd dig, menneske, forbi!
Vé mig! Var det end saa koldt
blir mit blik tilbakeholdt,
taaket, knust til taarer af
korset paa min barndoms grav.
— — — — — —

Inderst inde i mit øre
kan jeg børe
fjernt en skoleklokke kime
bakom guttegaardens trær,
og jeg ser en rute glime
for smaa rollinger derinde
i et rødt novemberskjær —
og jeg ser en regnelærer
træt og drevende forklare
tallene paa tavlen dér
for krabater, som besværer