Side:Ibsen Samlede Værker IX.djvu/456

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
Ella Rentheim

Ja døende. Vil du være hos mig til det sidste? Knytte dig helt til mig? Være for mig, som om du var mit eget barn –

Fru Borkman

(afbrydende). – og svigte din mor og kanske din opgave i livet også? Vil du det, Erhart?

Ella Rentheim

Jeg er dømt til at gå bort. Svar mig, Erhart.

Erhart

(varmt, bevæget). Tante Ella, – du har været mig så usigelig god. Hos dig har jeg fåt lov til at vokse op i al den sorgløse lykkefølelse, som jeg tror, der kan være over noget barns liv –

Fru Borkman

Erhart, Erhart!

Ella Rentheim

Å, hvor velsignet, at du kan se det så endnu!

Erhart

– men jeg kan ikke ofre mig for dig nu. Jeg kan umulig sådan helt og holdent gå op i at være som en søn for dig –

Fru Borkman

(triumferende). Ah, jeg vidste det nok! Du får ham ikke! Du får ham ikke, Ella!

Ella Rentheim

(tungt). Jeg ser det. Du har vundet ham tilbage.