Side:Ibsen Samlede Værker IX.djvu/449

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

den gamle handling. (afbryder.) Nå, det forstår du ikke.

Fru Borkman

(kort). Nej, jeg forstår det ikke.

Borkman

Nej, det er just forbandelsen, at jeg aldrig har fundet forståelse hos nogen eneste menneskesjæl.

Ella Rentheim

(ser på ham). Aldrig, Borkman.

Borkman

Undtagen hos én – kanske. For længe, længe siden. I de dage, da jeg ikke syntes, at jeg havde forståelse behov. Ellers, siden, aldrig hos nogen! Ingen har jeg havt, som var årvågen nok til at være påfærde og kalde på mig, – ringe for mig som en morgenklokke, – mane mig op til frejdigt arbejde påny –. Og så prænte mig ind, at jeg intet ubodeligt har bedrevet.

Fru Borkman

(ler hånligt). Så det behøver du da alligevel at indpræntes udenfra?

Borkman

(i svulmende harme). Ja, når hele verden hvæser i kor, at jeg er en uoprejselig mand, så kan der komme stunder over mig, da jeg selv er nær ved at tro det. (hæver hodet.) Men så stiger min inderste, sejrende bevidsthed op igen. Og den frikender mig!