- Foldal
(beroligende). Men jeg gi'r da ikke dig skylden for det! Gud bevare mig vel –!
- Borkman
(brummende, sætter sig igen). Nå, det var da endda godt.
- Foldal
For resten må du ikke tro, det er min hustru, jeg beklager mig over. Hun har jo liden dannelse, stakker, det er sandt. Men nokså bra' er hun alligevel. – Nej, det er børnene, du –
- Borkman
Kunde tænke det.
- Foldal
For børnene, – de har jo mere kultur, de. Og flere fordringer til livet altså.
- Borkman
(ser deltagende på ham). Og derfor så foragter de ungerne dig, Vilhelm?
- Foldal
(trækker på skuldrene). Jeg har jo ikke gjort videre karriere, ser du. Det må jo indrømmes –
- Borkman
(rykker nærmere og lægger hånden på hans arm). Véd de da ikke, at du har skrevet et sørgespil i din ungdoms dage?
- Foldal
Jo, naturligvis véd de det. Men det lader ikke til at gøre synderlig indtryk på dem.
