Denne siden er korrekturlest
Hun bad så vakkert, og jeg slap,
og spøgen gik som før;
men hjertet mit gik klap i klap,
min hug var vild og ør; —
jeg bad så vakkert, og hun taug. —
vi fulgtes ad, vi to;
mig tyktes som det sang 1 haug,
som elverfolk og nøk og draug
indunder løvet lo.
Så har det opfor vejen smal,
det bar 1 holtet ind;
men nedenfor lå fjord og dal
i disigt måneskin.
Jeg sad så hed, hun sad så mat
tæt udpå stupets kant;
vi hvisked 1 den lumre nat, —
jeg véd ej selv hvor det var fat.
men véd min pande brandt
Jeg sleg min am om hendes liv,
hun hvilte på mit fang, —
så fæsted jeg min unge viv,
mens nøk 1 natten sang:
