Side:Ibsen Samlede Værker IV.djvu/340

Da var det som ordet frøs på hans mund;
han stirred, han tog ikke fejl, —
gennem skodden, som letted i samme stund,
han så en korvet i Hesnæs-sund
at duve for bakkede sejl.

Båden var røbet; der lød et signal,
og det nærmeste løb var lukt;
men solgangsvinden blafrede skral, —
mod vester gik Terjes flugt.
Da firte de jollen fra rælingens kant,
han hørte matrosernes sang, — —
med fødderne stemte mod skjægtene spant
han rode så sjøen fossed og brandt,
og blodet fra neglerne sprang.

Gæslingen kaldes de blinde skær
lidt østenfor Homborg-sund.
Der bryder det stygt i pålandsvejr,
under to fod vand er der bund.
Der sprøjter det hvidt, der glittrer det gult,
selv stilleste havbliksdag; —
men går end dønningen aldrig så hult,
indenfor er det som tidest smult,
med brækkede bølgedrag.