Side:Ibsen Samlede Værker IV.djvu/338

Engelske krydsere stængte hver havn,
i landet var misvækst og nød,
den fattige sulted, den rige led savn,
to kraftige arme var ingen til gavn,
for døren stod sot og død.

Da stured Terje en dag eller to,
så rysted han sorgen af;
han mindtes en kending, gammel og tro:
det store bølgende hav. —
Der vester har endnu hans gerning liv
i sagnet, som djerveste dåd:
„da vinden kuled lidt mindre stiv,
Terje Vigen rode for barn og viv
over havet i åben båd!“

Den mindste skægte, der var at få,
blev valgt til hans Skagensfart.
Sejl og mast lod han hjemme stå, —
slig tyktes ham bedst bevart.
Han mente nok, Terje, at båden bar,
om sjøen kom lidt påtvers;
det jydske rev var vel svært at gå klar, —
men værre den engelske „Man of war“
med ørneøjne fra mers.