Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/70

Nu er den hele vide jordens kreds
forvandlet til en kold uhyre grav
med blygråt hvælv,--og under dette hvælv
står du og jeg, forladt af lys og mørke,
af død og liv,--to hvileløse skygger.

FURIA.
Vi står ved målet, Catilina!

CATILINA.
                           Nej;
et skridt endnu--før jeg ved målet står.
Frigør mig for min byrde! Ser du ikke,
jeg går med Catilinas lig på ryggen?
En pæl igennem Catilinas lig!
(viser hende dolken.)
Forløs mig, Furia! Tag denne pæl;--
med den jeg spidded morgenstjernens øje;--
tag--tag, og ram den tvers igennem liget,
så mister det sin magt,--og jeg er fri.

FURIA
(griber dolken).
Det ske, du sjæl, hvem jeg i had har elsket!
Afryst dit støv og gå med mig til glemsel!

(hun borer dolken dybt ind i hans bryst; han segner om ved foden af
træet.)

CATILINA.
(efter et ophold, kommer til besindelse, fører hånden over panden og
siger mat):
Ah, nu fatter jeg din spådom,
  gådefulde ånd!
Halvt jeg falder for min egen,
  halvt for fremmed hånd.
Nemesis har gjort sin gerning.
  Dølg mig, dødens mulm!
Mørke Styks, løft nu din bølges
  hoved højt og svulm!
Bær mig over; sink ej båden;
  jag den rastløs frem
mod den tause fyrstes rige,
  alle skyggers hjem.
Tvedelt vejen går dernede!
  jeg skal vandre stum
imod venstre--

AURELIA
(fra teltet, bleg og vaklende, med blodigt bryst).
            --nej mod højre!
  Mod Elysium!

CATILINA
(farer sammen).
O, hvor dette lyse billed
  fylder mig med gru!
Det er hende selv! Aurelia,
  --sig mig,--lever du?

AURELIA
(knæler ned ved ham).
Ja, jeg lever for at stilne
  dine smerters sø,--
lever for at lægge barmen
  mod dit bryst og dø.

CATILINA.
O, du lever!

AURELIA.
           Kun en afmagts
  slør omkring mig faldt;
men mit matte øje fulgte
  dig; jeg hørte alt,--
og min kærlighed en hustrus
  kraft mig atter gav;--
bryst ved bryst, min Catilina,
  går vi i vor grav!

CATILINA.
O, hvor gerne! Dog, forgæves
  er dit glade håb.
Vi må skilles. Jeg må følge
  hævnens hule råb.
Du kan haste let og frigjort
  frem til lys og fred;
jeg må over glemsels-floden,
  må i mørket ned.

(dagen gryr i baggrunden.)