Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/68

den holder mig i livets land tilbage;
den drager mig, som månen drager havet.

FURIA.
Følg med; følg med!

CATILINA.
                  Den vinker og den blinker.
  Jeg kan ej følge dig før dette lys
er ganske slukket, eller slørt af skyer.--
Nu ser jeg det! Det er ej nogen stjerne;
det er et hjerte, bankende og varmt;
det binder mig; det fængsler og det drager,
som aftenstjernen drager barnets øje.

FURIA.
Stands dette hjertes slag!

CATILINA.
                         Hvad mener du?

FURIA.
Du har din dolk i bæltet. Kun et stød,--
så slukkes stjernen, knust er dette hjerte,
som stiller fiendtlig sig imellem os.

CATILINA.
Jeg skulde slukke--? Blank og spids er dolken--
(med et skrig.)
Aurelia! Aurelia, hvor er du?
O, var du nær--! Nej, nej,--jeg vil ej se dig!
Og dog--det tykkes mig, som alt blev godt,
at freden kom, ifald jeg kunde lægge
mit hoved til dit bryst og angre--angre!

FURIA.
Hvad vil du angre?

CATILINA.
                 Alt, hvad jeg har øvet!
At jeg har været og at jeg har levet.

FURIA.
For sent at angre! Der, hvor nu du står,
går ingen vej tilbage. --Prøv det, dåre!
Nu går jeg hjem. Læg du dit hoved kun
til hendes bryst og se om der du finder
den fred, du søger for din trætte sjæl.
(med stigende vildhed.)
  Snart vil de rejse sig, de tusend døde;
forførte kvinder slutter sig til dem;
og alle, alle vil de kræve af dig
det liv, det blod, den ære du har røvet.
Forferdet vil du flygte ud i natten,--
vil flygte jorden rundt langs alle strande,
Actæon lig, af hunde-koblet jaget,--
en skygge, jaget af de tusend skygger!

CATILINA.
Jeg ser det, Furia! Her er jeg fredløs.
I lysets verden er jeg hjemløs nu!
Jeg følger dig til alle skyggers land;--
det bånd, mig binder, vil jeg sønderskære.