Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/62

AURELIA.
Hvad er påfærde? Denne larm i lejren--.
Hvad går her for sig?

CATILINA.
                    Dig jeg kunde glemme!
Hvad vil din skæbne vorde--?

FURIA
(hånligt hviskende, uden at bemærkes af Aurelia).
                           Vakler du
alt i dit høje forsæt, Catilina?
Er _det_ dit dødsmod?

CATILINA
(opfarende).
                    Nej, ved mørkets guder!

AURELIA
(nærmer sig).
O, tal, min elskte; ængst mig ikke længer--

FURIA
(dæmpet bag ham).
Flygt med din viv--mens dine venner dør!

MANLIUS.
Nøl ikke længer; før os ud på sletten--

CATILINA.
O, hvilket valg! Og dog,--her er ej valg;--
til målet må jeg,--tør ej midtvejs standse.
(råber.)
Så følg mig ud på sletten!

AURELIA
(kaster sig i hans arme).
                         Catilina--
gå ikke fra mig,--eller tag mig med!

CATILINA.
Nej, bliv, Aurelia!

FURIA
(som før).
                  Tag hende med!
Du får en død, dit liv, dit navn fuldt værdig,
når ned du hugges--i en kvindes arme.

CATILINA
(støder Aurelia tilside).
  Væk fra mig, du, som stjæle vil mit ry!--
Blandt mænd skal døden ramme mig. Jeg har
et liv at sone og et navn at tvætte--

FURIA.
Ret så; ret så, min stolte Catilina!

CATILINA.
Ud af min sjæl jeg river alt, som binder
mig til min fortid og dens tomme drøm!
Hvad bag mig ligger, er som om det aldrig
af mig var levet--

AURELIA.
                O, forstød mig ikke!
Ved al min elskov,--jeg besværger dig,--
lad os ej skilles, Catilina!

CATILINA.
                           Ti!
Mit bryst er dødt, mit blik er blindt for elskov.
Fra livets gøgleværk jeg vender øjet,
og ser kun mod den store blege stjerne
på eftermælets himmel!

AURELIA.
                     Milde guder!

(hun læner sig mat op mod træet udenfor teltet.)

CATILINA
(til mændene).
Og nu afsted!

MANLIUS.
            Hist lyder våbenbrag.