Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/61

afgørelsen er nær,--den store stund,
som løser alle tvil. Jeg hilser stunden!

(Manlius, Statilius, Gabinius og en mængde andre sammensvorne kommer
gennem skoven.)

MANLIUS.
Her, Catilina, har du dine venner;
i lejren slog jeg larm, som nys du bød--

CATILINA.
Har du dem sagt--?

MANLIUS.
                 De kender nu vor stilling.

STATILIUS.
Vi kender den, og vi skal følge dig
med sværd i hånd til kamp om liv og død.

CATILINA.
Jeg takker eder, tapre våbenbrødre!
Men håb ej på at her er valg tilovers
imellem liv og død;--kun mellem døden
i heltekamp mod overmagtens skarer,
og døden under pinsler, når vi grumt
som dyr forfølges, er os valget stillet.
Hvad foretrækker I? Ved flugt at friste
et uselt liv en stakket tid endnu,--
hvad heller kækt som eders stolte fædre
at falde kæmpende med sværd i hånd?

GABINIUS.
Det sidste vælger vi!

MANGE STEMMER.
                    Før os til døden!

CATILINA.
Nu, så afsted! Ved denne død vi vies
ind til udødlighedens skønne liv.
Vort fald, vort navn, igennem fjerne tider
skal nævnes højt med stolthed--

FURIA
(råber bag ham mellem trærne).
                             --eller rædsel!

NOGLE STEMMER.
Ah, se,--en kvinde--!

CATILINA
(farer sammen).
                    Furia! Du her?
Hvad drev dig hid?

FURIA.
                 Jeg må ledsage dig
til målet.

CATILINA.
         Nu,--hvor er mit mål? Sig frem!

FURIA.
Hver søger målet ad sin egen vej.
Du søger dit igennem håbløs kamp;
og kampen avler undergang og død.

CATILINA.
Men også hæder og et evigt navn!
Gå, kvinde! Stolt og skøn er denne time;
min barm er døv for dine hæse skrig.

(Aurelia kommer frem i teltåbningen.)

AURELIA.
Min Catilina--!

(hun standser frygtsomt ved synet af de mange forsamlede).

CATILINA
(smerteligt).
              O, Aurelia!