Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/60

LENTULUS
(holder ham tilbage).
             Nej, vent dog, Catilina!

CATILINA.
Din tid er kostbar; førend dagen gryr
du frygte kan et angreb--

LENTULUS
(ængstelig).
                       Hør mig, ven!
Du spøger vel? Det kan ej være muligt--

CATILINA.
Vort anslag er forrådt, som jeg har sagt dig.
Læg nu din kløgt og dygtighed for dagen.

LENTULUS.
Forrådt? Da ve os alle!

CATILINA
(smiler hånligt).
                      Fejge usling!
Nu skælver du;--og _du_ vil styrte _mig_;
_du_ tror dig kaldet til en herskers stilling?

LENTULUS.
Tilgiv mig, Catilina!

CATILINA.
                    Søg din frelse
ved skyndsom flugt, hvis endnu det er gørligt.

LENTULUS.
Ah, du tillader--?

CATILINA.
                 Tænkte du, det var
mit alvor at forlade denne post
i farens stund? Du kender mig kun slet.

LENTULUS.
O, Catilina--!

CATILINA
(koldt).
             Spild ej øjeblikket.
Søg redning du;--jeg vide skal at dø.

(vender sig fra ham.)

LENTULUS
(for sig selv).
Jeg takker dig for denne store nyhed,--
og jeg skal bruge den til eget bedste.
Det kommer vel tilpas at jeg er kendt
i denne egn; jeg søger fiendens hær
og fører den ad skjulte stier hid,
til dit fordærv og til min egen frelse.--
Vid, ormen, som du overmodigt træder
i støvet, har endnu sin hvasse brod!

(han går.)

CATILINA.
(efter et ophold).
Det er den troskab, som jeg bygged på!
Så svigter de mig, en for en. O, guder!
Forræderi og fejghed er det kun.
som gærer i de lunkne slavesjæle.
O, dåre, som jeg er, med mine anslag!
Jeg knuse vil hint øglerede, Roma,--
og Roma er alt længst en sunken grushob.

(våbenlarm høres at nærme sig; han lytter.)

Der kommer de! End er der kække mænd
iblandt dem dog. Hvad liflig klang i stålet!
Hvor lystet klirrer skjolde mod hinanden!
Det tænder ilden op i mig påny;