Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/58

CURIUS.
                      De er tagne;--
en del blev fængslet, men de fleste dræbtes.

CATILINA
(hen for sig).
O, skæbne,--skæbne!

CURIUS
(rækker atter dolken imod ham).
                  Stød den i mit hjerte!

CATILINA
(ser stille på ham).
Du var et redskab kun. Du handled ret--

CURIUS.
O, lad med livet mig udsone brøden!

CATILINA.
Jeg har tilgivet dig.
(idet han går.)
                    Nu er kun _et_
at vælge, ven!

CURIUS
(springer op).
             Ja, flugt?

CATILINA.
                      Nej, heltedøden!

(han går bort gennem skoven.)

CURIUS.
Det er forgæves! Undergang ham venter.
Ah, denne mildhed er en tifold straf!
Jeg følger ham;--et skal ej nægtes mig:--
at falde kæmpende ved heltens side!

(han iler ud.)

(Lentulus tilligemed to gladiatorer kommer listende frem mellem
trærne.)

LENTULUS
(sagte).
Her talte nogen--

DEN ENE GLADIATOR.
               Nu er alting stille.

DEN ANDEN GLADIATOR.
Måske det nattevagten var, som gik
at løses af.

LENTULUS.
           Vel troligt. Her er stedet;
her skal I vente. Har I eders våben
skarpt slebne?

FØRSTE GLADIATOR.
             Blinkende som lynet, herre!

ANDEN GLADIATOR.
Mit bider godt. Ved sidste fest i Roma
faldt tvende fægtere for dette sværd.

LENTULUS.
Så hold jer ganske stille her i krattet;
og når en mand, som jeg betegner jer,
mod teltet går, da skal I styrte frem
og hugge ned ham bagfra.

FØRSTE GLADIATOR.
                       Det skal ske.

(Begge gladiatorerne skjuler sig; Lentulus går spejdende omkring.)

LENTULUS
(for sig selv).
Det er et vovespil, jeg frister her;--
men øves må det endnu denne nat,
hvis det skal lykkes.--Falder Catilina,
kan ingen føre dem undtagen jeg.
Med gyldne løfter køber jeg dem alle
og rykker ufortøvet imod staden,
hvor end senatet i en rådvild skræk
ej tænker på at væbne sig mod faren.

(han går ind mellem trærne)