Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/45

i farens hvirvel. Lov mig,--bliv tilbage
i staden, hvis jeg vælger at forlægge
mit angreb andetsteds,--hvad vel er muligt;
og støt os ej før fremgang kroner værket.

CURIUS
(bevæget).
Min faderlige ven! O, denne omsorg--!

CATILINA.
Du lover det? Her vil vi afsked tage;
vent blot et øjeblik; jeg kommer snart.

(han går ind i huset.)

CURIUS
(ser efter ham).
Han elsker mig som før. Han aner intet.

(Lentulus og andre sammensvorne kommer fra højre.)

LENTULUS.
Hør, Curius, gik ikke Catilina
nys gennem haven?

CURIUS.
                Jo, han er derinde.

(De går ind i huset.)

CURIUS
(går urolig omkring).
Hvorledes skal jeg dæmpe denne længsel?
En rastløs uro gærer i mit blod.
Ah, Furia,--forunderlige kvinde!
Hvor er du nu? Når skal jeg atter se dig?--
  Hvor blev hun af? Bort gled hun som en skygge,
da jeg af graven havde friet hende.
Og hine dunkle gådefulde ord,--
og øjet, slukt og skinnende på engang--?
Hvad, om det vanvid var? Har gravens gru
formørket hendes sjæl--?

FURIA
(bag ham, mellem trærne).
                       Nej, blege yngling!

CURIUS
(med et skrig).
Min Furia! Her--?

FURIA
(nærmer sig).
                Her færdes Catilina.
Hvor _han_ er,--der må Furia også være.

CURIUS.
O, følg mig, elskte! Jeg vil bringe dig
i sikkerhed. Betænk--om nogen så dig--!

FURIA.
De døde frygter ej. Har du forglemt--
du tog mit lig og bar det op af graven?

CURIUS.
Igen de rædselsfulde ord! O, hør;--
kom til dig selv,--og følg mig, Furia!
(vil gribe hendes hånd.)

FURIA
(støder ham vildt tilbage).
Forvovne dåre,--føler du ej gru
for dødens datter, som er stegen op
fra underverdnen for en flygtig stund?

CURIUS.
Jeg føler gru for dig. Men denne gru,
den underfulde gysning, er min lyst.

FURIA.
Hvad vil du mig? Forgjæves er din tale.
Jeg hører graven til; hist er mit hjem;--
jeg er en flygtning fra de dødes dale;
med dagens komme må jeg ned til dem.
Du tror mig ikke. Tror ej, jeg har siddet
i Plutons