Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/37

det måtte være så.--Ræk mig din hånd
til evigt forbund!--Ah, hvi nøler du?
Du vil ej?

CATILINA.
         Vil--? Jeg ser på dine øjne.
De gløder,--lynet lig i nattens mulm.
Nu smilte du! Ah, sådan har jeg tænkt
mig Nemesis--

FURIA.
           Hvad? Vil du hende se,--
se ind i dig. Har du forglemt din ed?

CATILINA.
Jeg mindes den;--og dog en hævnerinde
du tykkes mig--

FURIA.
             Jeg er et billed jo
udaf din egen sjæl.

CATILINA
(grublende).
                  Hvad siger du?
Jeg aner uklart, hvad jeg ej kan fatte;
jeg skimter gådefulde tåge-syner,--
men kan ej tyde dem. Her er for mørkt.

FURIA.
Mørkt må her være. Mørket er vort rige;--
i mørket hersker vi. Kom; ræk mig hånden
til evigt forbund!

CATILINA
(vildt).
                 Skønne Nemesis,--
min skygge,--billed af min egen sjæl,--
her er min hånd til mørkt og evigt forbund!

(han griber med heftighed hendes hånd; hun ser på ham med et stivt
smil.)

FURIA.
Nu kan vi aldrig skilles!

CATILINA.
                        Ah, som ild
dit håndtryk fór igennem mine årer!
Her ruller blod ej mer, men hede flammer;--
for trangt det vorder mig om brystets hvælv;
det mørkner for mit syn! Nu skal der spredes
et ildhavs lysning over Romer-staden!

(han drager sit sværd og svinger det.)

Mit sværd; mit sværd! Ah, ser du, hvor det blinker?
Snart skal det farves i det lunkne blod!--
Hvad foregår med mig? Min pande brænder;
en hær af syner jager mig forbi.--
Hævn er det, sejr og liv for alle drømme
om storhed, herskermagt og evigt navn.
Mit feltråb vorder: død og røde flammer!
Mod Kapitol! Nu er jeg først mig selv!

(han styrter ud; Furia følger ham.)