Der vælter bølgen blytungt imod bredden;
der sysler Charon lydløs i sin båd.
Snart er jeg der! Der vil jeg taus mig sætte
ved færgestedet, — spørge hver en ånd,
hver flygtig skygge, som fra livets rige
let-skridende sig nærmer dødens flod, —
vil spørge ham, hvorledes Catilina
vel færdes blandt de levende deroppe, —
vil spørge, hvordan han har holdt sin ed.
Jeg lyse vil med blålig svovelfakkel
hver dødning ind i øjets brustne dyb, &Mdash;
se efter, om det ej er Catilina.
Og når han kommer, vil jeg følge ham; —
da gør vi begge overfarten sammen,
betræder begge Plutons stille sal.
Jeg og som skygge følge skal hans skygge, &Mdash;
hvor Catilina er, må Furia være! (efter et ophold, mattere.)
Ah, luften blir så lummer og så kvalm, —
og åndedrættet stedse mere tungt. —
Så nærmer jeg mig da de sorte sumpe,
hvor underverdnens floder strømmer trægt — (hun lytter; der høres en dump larm.)
Et sagte drøn? Som åreslag det lyder.
Det er de dødes færgemand, der kommer
at hente mig. Nej, her — her vil jeg vente!
FURIA. Vær hilset, Charon! Er du alt beredt
at føre mig som gæst til dødens haller?
Her vil jeg vente!
CURIUS (hviskende). Ti;--Jeg frelser dig!
