Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/23

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

AURELIA (griber hans hånd). Tør din Aurelia ej grunden kende?
Tør hun ej vide, hvad der i dit bryst
bevæger sig og kæmper vildt derinde?
Tør hun ej yde dig en hustrus trøst
og bringe pandens mulm til at forsvinde?
CATILINA (mildt). O, min Aurelia, — hvor god og øm — .
Dog, hvorfor skal jeg livet dig forbitre?
Hvi skal med dig jeg dele mine sorger?
For min skyld har du døjet smerte nok.
Herefterdags jeg på min egen isse
vil bære, hvad mig skæbnen fiendsk beskar, —
al den forbandelse, der ligger i
foreningen af stærke sjælekræfter,
af varme længsler mod et dådrigt liv,
med usle kår, der kuer åndens stræben. —
Skal også du, i lange dybe drag,
min skæbnes bitre skål til bunden tømme?
AURELIA. En kærlig trøst er stedse kvindens sag,
kan hun end ej, som du, om storhed drømme.
Når manden kæmper for sin stolte drøm,
og al hans løn er skuffelse og kummer, —
da lyder hendes tale blid og øm,
og dysser ind ham i en kvægsom slummer;
da fatter han at og det stille liv
har glæder, som den vilde tummel savner.
CATILINA. Ja, du har ret; jeg føler det så vel.
Og dog, jeg kan mig ej fra larmen rive.
En evig uro gærer i min barm; —
Kun livets tummel mægter den at stille.
AURELIA. Er din Aurelia dig ikke nok, —
formår hun ej din sjæl tilfreds at stille, —
så åbn dog hjertet for et venligt ord,
en kærlig trøst ifra din hustrus læber.
Kan hun ej mætte denne hede trang,
kan hun ej følge dine tankers flyven, —
vid: hun formår at dele hver din sorg,
har kraft og mod at lette dine byrder.
CATILINA. Så hør da, min Aurelia, hvad der
i disse dage mig så dybt forstemte.
Du véd, jeg længst har konsulatet søgt — foruden
held. Du kender jo det hele; —