VESTALINDERNE. Bort, bort med hende; bort til dom og straf!
CURIUS (træder frem). Til fengslet føres hun. Derfra til døden. —
Nej, nej, ved guderne, det må ej ske!
Skal hun, den stolteste af alle kvinder,
i skændsel ende, levende begravet? —
O, aldrig følte jeg mig slig tilmode.
Er dette kærlighed? Ja, sådan er det. —
Ved mig hun frelses skal! — Men Catilina?
Med had og hævn hun vil forfølge ham.
Har han af avindsmænd ej nok tilforn?
Tør endnu jeg hans fienders antal øge?
Han var imod mig som en ældre broder;
mig byder taksomhed at skærme ham. —
Men kærligheden? Ah, hvad byder den?
Og skulde han, den kække Catilina,
vel skælve for en kvindes anslag? Nej; —
til redningsværk endnu i denne stund!
Vent, Furia; — jeg drager dig af graven
til livet, — gjaldt det end mit eget liv!
CATILINA (kommer heftig og urolig ind). „Ah, så har Nemesis jo hørt mit råb;
selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved.“
Så lød det jo fra sværmerindens læber.
Forunderligt! Måske det var et vink, —
Et varsel om, hvad tiden bringer med sig.
Så har jeg da med ed mig viet ind
til blodig hævner af min egen brøde.
Ah, Furia, — mig tykkes end, jeg ser
dit flammeblik, vildt, som en dødsgudindes!
Hult ringer dine ord for mine øren; —
og alle dage skal jeg eden mindes.
CATILINA. Dog, det er tåbeligt at tænke mer
på denne galskab; — andet er det ikke.
Ad bedre veje kan min grublen gå;
et større formål bydes mine kræfter.
Al tidens uro maner med sit krav;
mod den jeg må enhver min tanke vende;
håb, tvil mig tumler som et stormfuldt hav —
